Hvordan vi får væksten tilbage i Europa ved at gå til Kina?


Jeg sidder i flyveren på hjem fra Beijing. Hjemturen på 10,5 timer er luksus for mig, for det betyder tid til refleksion og planlægning, da mobil og internet heldigvis ikke virker over det Sibiriske højlands endeløse sletter. Jeg er mæt af indtryk efter en spændende og hektisk uge. Glad for at arbejde sammen med mine dygtige kinesiske kolleger som kan meget mere end deres beskedenhed giver udtryk for. Glad for at møde min koncerndirektør herude som er i gang med at sætte retning på hvordan vi erobrer markedet i det nordlige Kina. Og glad for at mærke pulsen fra Kinas vækstmotor, også selvom væksten på 7,7% seneste kvartal er den laveste seneste ni kvartaler.

I går aftes mødes jeg med min ”gamle” VL90-kollega, miljøminister Ida Auken. Vi talte om hvor hurtigt udviklingen går i Kina. Hvor langt de er nået i forhold til os. Og hvor godt mange i Danmark ville have af at opleve dette fascinerende land. Vi drøftede også hvordan vi i Europa skal få del i dette enorme vækstmarked, for den teknologiske udvikling går stærkt i Kina.

Miljøministeren og jeg deler ikke politisk ståsted, men qua min fortid som aktiv VU’er og Venstremand, så har vi mange fælles bekendte i Folketinget, og jeg har en stor respekt for det politiske håndværk. Ida og hendes dygtige embedsmænd har hele ugen holdt møder med højtstående kinesiske ministre for at sikre Europa’s virksomheder kontrakter til de enorme klimainvesteringer, som Kina står overfor de kommende 10 år. Det er dejligt at opleve, hvor ambitiøst regeringen og ministerierne bakker op omkring de store danske virksomheders arbejde for at få solidt fodfæste i Kina: Lykkes det vil det også give beskæftigelse hos danske underleverandører.



Forleden læste jeg et blogindlæg fra én som mente, at vi i Europa ”selv var ude om det”, da vi bare kunne lade være med at købe så mange billige produkter fra Kina. Men det er en forkert analyse, for protektionisme er ikke vejen frem. Jeg bliver derimod glad for at se hvor vilde kineserne med europæiske produkter: Beijing sander til i europæiske luksusbiler, de endeløse shoppingcentre er fyldt europæiske luksusbrands og europæisk design er i det hele taget i højsædet. Derfor tror jeg at væksten i Europa bl.a. skal komme fra at producere højkvalitetsprodukter til vækstmarkeder som Kina. Kom nu med, efterspørgslen er der allerede!