Innovative Supply Chains - hvordan udnytter man kapaciteten bedre?

Jeg har lige været på en to-dages Supply Chain konference i Berlin. Jeg får et utal af invitationer til den slags konferencer, men denne lød særlig spændende, dels på grund af emnet og dels på grund af de øvrige deltagende virksomheder.

På konferencen diskuterede en række store europæiske virksomheder de kommende udfordringer vi står overfor inden for logistik. Stigende energiomkostninger, mangel på chauffører samt et europæisk trafiknet som er ved at bryde sammen. Alt sammen noget som driver omkostningerne til logistik op for mange europæiske virksomheder.

Herudover slås de fleste virksomheder med en dårlig kapacitetsudnyttelse. Det anslås at op til 35% af alle lastbiler kører tomme og at lastbilerne derudover kører max. 40% af tiden. Det er en meget lav udnyttelsesgrad af aktiverne! Derfor er supply chain collaboration på agendaen. Kan konkurrerende virksomheder eller virksomheder i forskellige brancher samarbejde bedre om at udnytte kapaciteten på de europæiske landeveje?

Jeg gav en præsentation med tre bud på hvordan Rockwool arbejder på at nedbringe vores logistikomkostninger, se link http://www.flemingeurope.com/files/presentations/berg_rockwool_2011.pdf . Efter min præsentation mødtes jeg med repræsentanter fra Heineken i Belgien, Unilever i Schweiz og IKEA i Tyskland og vi blev enige om at fortsætte dialogen med henblik på at se om vores virksomheder skulle kunne dele transportkapacitet i fremtiden.